Mad og måltidspolitik

Indledning

For at sikre gode rammer om børnenes måltider i Garantien (både dem institutionen serverer og dem forældrene har medbragt) samt øge bevidstheden om sund mad, har Garantien en mad – og måltidspolitik. Den er udarbejdet af personalet og forældre - bestyrelsen i fællesskab.

Hvert andet år afgøres det om forældrene ønsker madordning, som medfører mer-betaling. Det har indtil videre ikke været tilfældet.

Mad og drikke i dagligdagen

Børn under 1år

Alle børn skal dagligt medbringe en frokostpakke/ madkasse med navn og denne skal være så enkel for barnet som muligt at åbne. Derudover medbringes  1 stk. frugt – også børn under 1 år skal bringe deres egen ”madpakke” i vuggestuen – det være sig mos, grød og modermælkserstatning.

Vi anbefaler, I som forældre anretter grøden, mosen eller hvad det måtte være i små ”bøtter” i passende portioner for jeres barn. Mad-boksene må gerne kunne tåle micro-ovn, så det er nemt at tilberede for personalet.

Alle børn får flere gange i løbet af dagen tilbudt vand – men er der brug for modermælkserstatning i kop eller i sutteflaske, skal det hjemmefra være forberedt bedst muligt. (f.eks. hældt på en sutteflaske med navn).

Sundhedsplejersken som er tilknyttet vuggestuen mener ikke det er nødvendigt, at tilbyde børn i alderen 8-9 måneder modermælkserstatning. Der kan selvfølgelig være undtagelser og vi tilgodeser gerne individuelle behov.

Hvis det er for svært for barnet at spise hele stykker frugt, så kan der medbringes frugtmos i en ”boks” med navn til eftermiddags mad.

(det er en god ide at læse uddrag fra sundhedsstyrelsens ”Mad til spædbørn og småbørn” afsnit 7-8 mdr. og 9-12 mdr.)

 

Madpakken

Vi henstiller meget til, at der er sund og nærende mad i madpakken ifølge Lyngby - Taarbæk kommunes mad- og måltidspolitik og, at der ikke er kiks, slik, kager, mælkesnitter, yoghurt og lignende. Vi anbefaler,at maden er skåret ud i kvarte, så er de nemme at spise.  Salater kan medbringes, så barnet kan øve sig med at spise med ske/gaffel. Børn kan spise meget varieret i mængde, og det er derfor en god idé at sørge for, at der er nok mad med, da vi ikke altid har noget alternativ at tilbyde dem.

Hvis der er brug for at pakke nogle dele af madpakken ind, opfordrer vi til at bruge smørebrødspapir og mellemlægspapir, da sølvpapir og husholdningsfilm er meget svært for børnene at åbne.

Børnene skal ikke have drikkevarer med selv. De bliver alle tilbudt vand til maden.

Mellemmåltider

Til mellemmåltiderne tilbydes børnene rugbrød eller hjemmebag  med smør og vand.

Der er 3 mellemmåltider på en dag: Kl. 9, kl. 14 og ved 16-tiden, som alle består af medbragt frugt og rugbrødshapsere/hjemmebagt brød eller boller.

Frugt

Alle børn bedes medbringe et styk skyllet frugt eller grøntsag pr. dag til stuens frugtkurv.  Vi opfordrer til at købe økologisk i den udstrækning forældrene har mulighed for det.  For at variere mellemmåltidet kan det også være grøntsager (f.eks. peberfrugt, sukkerærter, agurk, osv.) i stedet for et stykke frugt.

Turmadpakken

I forbindelse med ture, skal børnene have turmadpakke med. Det betyder, at maden skal i en pose med navn, så vi dermed undgår at bære på de tomme kasser. Maden skal være nem for barnet at håndtere. Klap-sammen-madder og små sandwiches pakket ind i madpapir er gode eksempler, da de er nemme for barnet at håndtere. Madder med løst pålæg, makrelsalat, æggemadder og lignende bør undgås.

 

Det sociale måltid

Spisning

Vi lægger vægt på, at måltidet er en fælles oplevelse, hvor vi er sammen, og hvor de voksne sætter nogle overordnede rammer, der gør at det bliver en hyggelig og rar spisestund for alle. Vi har nogle faste rutiner og nogle forventninger til børnene, alt efter deres alder. Rutinerne er at børnene hjælper til med at dække bord. Det er selvfølgelig de ældste børn, der dækker bordet med hjælp fra en voksen. Når alle har fået glas og tallerkener er der et andet barn, der deler madpakkerne rundt.

Børnene pakker selv deres madpakker ud, og lægger madderne op på deres tallerken. Vi har små kander til at hælde vand af, så børnene selv kan hælde op – selvfølgelig med støtte fra de voksne i den tid, hvor man lærer det.

Vi arbejder ud fra, at vi bliver siddende samlet i det omfang, hvor det er rimeligt at forvente det af børnene.

Vi udvikler kendskabet til forskellige madvarer ved at vi taler med børnene om hvad de har med. De ser også hvad andre børn har med og oplever at andre børn har en anden smagspræference og bliver dermed inspireret.

Vi afslutter måltidet med, at børnene selv sætter deres brugte service op på et rullebord.

 

Mad og drikke ved festlige lejligheder

Børnenes fødselsdage

Vi fejrer børnenes fødselsdage på stuen eller hjemme hos det enkelte barn, hvis det ønskes. Forældrene er velkomne til at medbringe noget, som børnene kan dele ud. Ud fra ønsket om at spise sundt frabeder vi os slikposer, sodavand, og slik i det hele taget. Boller, lækkert frugt og rosiner er gode og sunde ting, som de fleste børn vældig godt kan lide.

 Øvrige festlige lejligheder

Ved de øvrige festlige lejligheder, som personalet eller forældrene arrangerer, serveres almindelig sund mad.  Der kan serveres kager, men ikke egentlig slik og sodavand. Til den årlige blomsterfest er der tradition for, at der undtagelsesvis serveres en økologisk ispind.

 

Afrunding

Vi tager udgangspunkt i sund mad som emnet f.eks. er beskrevet på altomkost.dk. Der er, ud over fakta om sund mad, en række inspirationer til at lave sunde madpakker, mellemmåltider og andet mad for børn.

Vi er bevidste om, at sunde mad- og måltidsvaner er vigtige for barnets udvikling og trivsel. Vi vil gerne være med til at udvikle gode vaner, som grundlægges tidligt i livet.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger

Fødevarestyrelsen